Min første computer var en ICL Comet. En Comet 2000 og noget, som jeg husker det, med en båndstation til mikrokassettebånd.
Det var egentlig min fars. Den skulle bruges til et eller andet regneark, som jeg endnu ikke vidste hvad var.
Men om aftenen måtte jeg lege med den. Jeg lærte at tænde, skrive præcis det, der skulle til for at starte indlæsningen, og vente ti minutter på, at Pacman blev klar.
Min far havde en ven, som loddede et Atari-joystick til tasterne. Så kunne jeg styre op, ned, til venstre og til højre med joystick i stedet for tastaturet. Spillet var i ANSI-tilstand, men godt lavet.
Jeg var ti år.
To år senere fik jeg en Commodore 64. Den har fået sin egen historie — og sit eget lille hjørne af nettet.